Sport

Fodboldkvinder styrer mod tilskuerrekord i Parken

Der er solgt 10.000 billetter til Danmarks kamp mod Brasilien, og dermed er der lagt op til historieskrivning.

Det er ganske sandsynligt, at der skal føjes en linje eller to til historiebøgerne, når Danmarks kvindelandshold i fodbold møder Brasilien 24. juni.

Venskabskampen skal nemlig spilles i Parken, og Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser, at billetsalget går så strygende, at rekorden for antal tilskuere til en dansk kvindelandskamp på hjemmebane står for fald.

På sin hjemmeside skriver DBU, at der er solgt 10.000 billetter til opgøret i Parken, som aldrig tidligere har lagt græs til kvindernes landshold.

Dermed ser det ud til, at den hidtidige tilskuerrekord på 9337 bliver slået. Den rekord blev sat, da Danmark mødte Finland på Viborg Stadion i 2006.

Opgøret mod Brasilien skal fungere som testkamp forud for EM i England, og DBU’s nye fankoordinator, Martin Ramtung, glæder sig over udsigten til mange tilskuere på tribunerne.

– Kvindelandsholdet har nogle helt fantastiske fans, som gerne vil støtte op om holdet. Det har de bevist i mange år, men særligt de seneste år har vi set en stor stigning i populariteten for kvindefodbold over hele verden.

– Vi er mega glade for, at vi også kan mærke det herhjemme, og at så mange gerne vil i Parken og sende spillerne godt afsted til EM i England, siger han.

Danmark spiller en testkamp mere inden afgang til EM i England. Det sker fem dage efter kampen i Parken, og ved den lejlighed er landsholdet tilbage i vante rammer i Viborg, når Norge kommer forbi.

/ritzau/

Back to top button