Udland

FN: Over syv millioner børn er berørt af jordskælv

FN frygter, at tusindvis af børn er omkommet i Tyrkiet og Syrien. Og mange børn har mistet deres forældre.

Over syv millioner børn er berørt af jordskælvet og et massivt efterskælv i Tyrkiet og Syrien i sidste uge.

Det oplyser FN, som også udtrykker frygt for, at der stadig mangler at blive fundet “tusindvis af døde”.

I Tyrkiet er det samlede antal af børn i de ti ramte provinser på 4,6 millioner. I Syrien er 2,5 millioner børn berørt, oplyser James Elder, talsmand for FN’s børneorganisation, Unicef, i Genève.

Han fremsatte udtalelserne, da redningshold begyndte at nedtrappe deres eftersøgninger efter overlevende i de mange sammenstyrtede bygninger.

– Unicef frygter, at mange tusinde børn er blevet dræbt, siger Elder og advarer om, at det står tragisk klart, at dødstallet vil blive ved med at stige.

Han advarer også om, at det endelige tal kan blive et chok.

– Det vil være et forfærdeligt tal, siger han og tilføjer:

– Det stadigt stigende dødstal gør det også klart, at “mange, mange børn” har mistet deres forældre.

Unicefs generalsekretær i Danmark, Susanne Dahl, siger, at børn i Tyrkiet og Syrien står over for ufattelige prøvelser i kølvandet på katastrofen.

– Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at alle, der har overlevet katastrofen, får livreddende hjælp såsom rent vand, mad og ly. Ikke kun nu, men også på langt sigt, siger Susanne Dahl og tilføjer:

– Børn har den seneste uge gennemlevet rædsler, der risikerer at forfølge dem resten af livet, hvis ikke de får hjælp til at bearbejde deres traumer. Mange er blevet forældreløse og befinder sig i en forfærdelig sårbar situation. Det er derfor en hovedprioritet for Unicef at sørge for psykosocial støtte til børn i de jordskælvsramte områder.

Hun fremhæver også, at jordskælvene for de syriske børn er et traume oveni alle de eksisterende traumer, de har gennemlevet det seneste årti med krig, vold og ødelæggelse.

– Levevilkårene var i forvejen uudholdelige og er nu yderligere forværret. Katastrofen er det internationale samfunds chance for at vise solidaritet med de millioner af børn, der allerede har lidt i årevis, siger Unicefs danske generalsekretær.

/ritzau/AFP

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker