Udland

FN: Mere end 50.000 ukrainere er flygtet ud af landet

Flygtningechef varsler, at flere ukrainere bevæge sig mod grænsen. EU er begyndt at koordinere fordelingen.

Det er lykkedes mere end 50.000 ukrainere at flygte ud af Ukraine. Det oplyser FN’s flygtningechef, Filippo Grandi, fredag aften på Twitter.

Mange flere ukrainere er på vej mod grænsen, tilføjer han. De fleste af dem har kurs mod Polen og Moldova.

Allerede torsdag aften oplyste FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, at mere end 100.000 ukrainere havde forladt deres hjem. En del af dem befinder sig stadig inden for Ukraines grænser.

Inden et udenrigsministermøde i Bruxelles lovede den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, at man i EU vil tage imod de ukrainske flygtninge.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Vi bliver nødt til at gøre alt, der står i vores magt, for at vi uden forsinkelse kan tage imod de mennesker, der nu flygter fra krig og kampvogne.

– Vi har gjort alt for at afværge en invasion, men det har ikke haft nogen betydning. Den russiske præsident har valgt krig over menneskeliv. Derfor tager vi imod de mennesker, der flygter nu, sagde Annalena Baerbock på vej ind til mødet.

Ifølge Baerbock er man allerede begyndt at koordinere fordelingen af flygtninge med lande som Canada og Polen.

Der er tryk på de ukrainske grænseovergange. Toldere ved den ukrainsk-slovenske grænse anslog torsdag aften til Reuters, at der var op til 12 timers ventetid ved grænseovergangene.

Fredag aften er der ikke umiddelbart nyt om, hvor lang tid ukrainerne skal vente for at krydse grænsen.

Ved grænseovergangen i Medyka i Polen beretter Reuters om op til 30 kilometers tætpakket bilkø fredag aften.

Allerede torsdag kunne nyhedsbureauet berette, at bilkøen ved grænseovergangen bare voksede og voksede i takt med, at dagen skred frem.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde torsdag, at regeringen ønsker at tage imod ukrainske flygtninge i Danmark.

– Det, der er anderledes med den her konflikt i forhold til verdens andre konflikter, er, at det her er vores nærområde, og derfor har vi også et særligt ansvar, sagde Mette Frederiksen.

Statsministeren ville dog ikke sætte tal på, hvor mange ukrainske flygtninge regeringen er villig til at tage imod.

– Det er alt for tidligt at sætte tal på, hvor mange flygtninge Danmark vil tage, sagde hun.

/ritzau/

Back to top button