Flyveledere: Omrokering løser ikke mangel på lang sigt
Overflytning af flyveledere fra Roskilde til København er en lappeløsning og kan forværre mangel, mener Datca.
Det er en lappeløsning, at Naviair vil flytte flyveledere fra lufthavnen i Roskilde til Københavns Lufthavn.
Det mener Esben Jean-Pierre Blum, formand for flyveledernes fagforbund, Datca.
– Det er en lappeløsning, der på ingen måde løser manglen på flyveledere. Vi skubber bare problemerne rundt, og der er ikke nogen, der har overblik over konsekvenserne, siger han.
Tidligere tirsdag fremlagde Naviair en plan, der skal forhindre store forsinkelser i Københavns Lufthavn i løbet af sommermånederne.
Den indebærer, at fire flyveledere fra Roskilde Lufthavn skal flyttes til Københavns Lufthavn, oplyser Naviair.
Derudover skal der overføres flyveledere fra kontorvagter til operative vagter.
Ekstravagter har været en central del af uenigheden mellem Naviair og Datca.
Mens Naviair har ønsket, at medarbejderne tog ekstravagter, mener flyvelederne, at ekstravagter har fået et for stort omfang. De har tidligere udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.
Den nye plan skal ifølge Naviair gennemføres, uden at flyvelederne skal tage ekstravagter.
Alligevel får planen ikke parterne til at komme tættere på hinanden, fortæller Esben Jean-Pierre Blum.
– Jeg er dybt bekymret for mine medlemmer, der bliver ramt af det her, siger han.
– De bliver flyttet rundt og skal have nye arbejdsopgaver med meget kort varsel, ligesom nogle bliver efterladt tilbage i Roskilde med en massiv underbemanding.
Naviair oplyser til Ritzau, at der i tårn- og indflyvningskontrollen i Københavns Lufthavn er lidt mere end 70 flyveledere.
Nogle af de fire, der skal overflyttes fra Roskilde Lufthavn, har i forvejen vagter i København.
Naviair har tidligere meddelt, at selskabet har 90 procent af de flyveledere, der er behov for i sommermånederne.
Esben Jean-Pierre Blum anerkender, at det vil have en positiv effekt på forsinkelserne i København at flytte flyveledere.
Isoleret set glæder det Datca-formanden. Men han er bekymret for konsekvenserne – både for flyvelederne i Roskilde og på lang sigt.
– Mit bud er, at vi vil se flere opsigelser og pensioneringer på baggrund af sådan en lappeløsning, siger han.
– Når man forringer vilkårene i Roskilde, er det min betragtning, at man har øget risikoen for, at flere vælger at forlade Naviair. Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen.
I løbet af sommeren vil kapaciteten i Roskilde Lufthavn være nedsat grundet planen, meddeler Naviair.
/ritzau/