Kriminal

Flere personer ramt af skud i Field’s: Politiet til stede

Flere personer er ramt af skud i storcentret Field's i København, oplyser Københavns Politi. En er anholdt.

Søndag eftermiddag er flere blevet ramt af skud i storcenteret Field’s på Amager. Det oplyser Københavns Politi på Twitter. En person er blevet anholdt.

Alle personer, der stadig er i Field’s skal blive der og afvente politiet, lyder det fra politiet.

– Vi er fortsat til stede, der er afgivet skud og flere personer er ramt. Vi arbejder på stedet. Personer i Field’s skal blive og afvente politiet. Alle andre personer skal holde sig væk fra Field’s, skriver Københavns Politi.

Politiet beder om at høre fra alle, der har set, hørt eller filmet noget.

– Har man set, hørt eller filmet noget, så kontakt politiet ved Fields eller ring 114, skriver politiet.

Ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Politi modtog politiet de første anmeldelser af skud i Field’s klokken 17.36 søndag.

– En mistænkt gerningsmand blev kort tid efter anholdt på stedet, skriver politiet videre.

Til B.T. fortæller en pressemedarbejder fra Rigshospitalet, at hospitalet behandler mere end tre personer for skader fra episoden.

Politiet har siden søndag eftermiddag været talstærkt til stede ved storcenteret Field’s på Amager, da der var anmeldelser om skyderi. Billeder af betjente fra stedet viser, at de er svært bevæbnede.

En pressemedarbejder for indkøbscenteret bekræfter over for Ritzau politiets tilstedeværelse, men kan intet sige om episoden, før politiet har gjort sit arbejde.

Det er uvist, hvad der er foregået. Flere medier har talt med vidner, der fortæller at have hørt, hvad der lød som skud, hvorefter der udbrød panik. Store grupper skal herefter være løbet mod udgangen.

De forskellige vidner giver forskellige bud på, hvor mange skud de har hørt.

Ingen af vidnernes historier er blevet bekræftet af Københavns Politi.

Til gengæld opfordrer Københavns Politi personer, der har været i Field’s, til at tage kontakt til pårørende.

Ekstra Bladet har en person på stedet, der beretter, at der er en helikopter i luften over Field’s.

/ritzau/

Back to top button