Udland

Flere G7-lande lover mere militærhjælp til Ukraine

Ledere fra USA og Storbritannien har meddelt, at de er klar til at yde mere hjælp til Ukraine.

Ukraine er blevet lovet mere militærhjælp.

Det sker i forbindelse med, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager i G7-topmødet i den japanske by Hiroshima.

Blandt andet meddeler USA’s præsident, at der er en ny våbenpakke på vej til ukrainerne. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Konkret har den amerikanske præsident lovet Ukraine ammunition, artilleri og pansrede køretøjer.

Imens lyder det fra den britiske premierminister, Rishi Sunak, at Storbritannien er klar til at påbegynde træningen af ukrainske piloter til sommer.

Zelenskyj landede i Hiroshima lørdag. Her har han blandt andet bedt om mere støtte i kampen for at få de russiske soldater ud af Ukraine.

Den ukrainske præsident har holdt møder med ledere fra Canada, Frankrig, USA, Italien, Japan, Storbritannien og Tyskland.

Lørdag fortalte USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, til BBC, at landet vil tillade dets allierede at eksportere F-16-fly til Ukraine.

F16-flyene bliver produceret af Lockheed Martin i USA.

Derfor skal USA give godkendelse, hvis andre lande ønsker at eksportere flyene til et tredjeland.

Rusland har ikke taget godt imod USA’s udmelding.

Alexander Grusjko, som er Ruslands viceudenrigsminister, sagde lørdag, at landene i Vesten optrapper konflikten, hvis de leverer F-16-fly til Ukraine.

Desuden lød det fra Grusjko, at de vestlige lande løber en ”kolossal risiko”

Det skrev det statslige russiske nyhedsbureau Tass ifølge Reuters lørdag.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker