Erhverv

Fire ud af fem strandede SAS-rejsende forventes hjemme onsdag

600 af SAS' chartergæster er stadig strandet i udlandet. De vil være hjemme en af de nærmeste dage ifølge SAS.

Ifølge SAS vil fire ud af fem af de charter-rejsende, som er strandet i udlandet som følge af SAS-strejken, være hjemme igen onsdag aften.

Efter de strejkende piloter og SAS nåede en aftale, lød det, at SAS havde 3000 charter-rejsende, der var strandet og ikke kunne komme hjem. Onsdag forventer SAS, at 2400 af dem er hjemme igen onsdag aften.

Det oplyser SAS’ pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, onsdag.

Af de oprindeligt strandede 3000 charter-rejsende anslog SAS, at cirka halvdelen af dem er danske. Hvor mange af dem, der forventes hjemme igen onsdag aften, står ikke klart.

SAS har gjort det til sin førsteprioritet, efter strejkens ophør at få de strandede chartergæster hjem.

De er strandet, fordi det ikke har været muligt for SAS at finde en anden måde at få dem hjem fra deres destinationer, mens store dele af SAS’ piloter strejkede.

Ifølge Alexandra Lindgren Kaoukji er de rejsende strandet på destinationer ved Middelhavet.

Selv om det ifølge pressechefen endnu ikke er klart, hvornår de sidste 600 kommer hjem, vil det ifølge SAS ske en af de nærmeste dage.

/ritzau/

Back to top button