Udland

Fire personer meldes dræbt i russisk angreb på hospital

Ifølge den ukrainske guvernør i Donetsk-regionen har Rusland affyret missiler mod et hospital i byen Avdijivka.

Et russisk missilangreb mod byen Avdijivka i det østlige Ukraine har mandag kostet fire personer livet.

Det oplyser den ukrainske guvernør i Donetsk-regionen, Pavlo Kyrylenko.

Det skriver Reuters og AFP.

– Russerne angreb byen med missiler denne morgen, de ramte et hospital, skriver guvernøren på beskedtjenesten Telegram.

Ukrainsk militær fastslog i en rapport i weekenden, at Rusland netop har sin opmærksomhed rettet mod Avdijivka samt byerne Bakhmut, Lyman og Marinka. Alle fire byer ligger i Donetsk.

Bakhmut er den by, som de seneste måneder har fået mest opmærksomhed.

Den er centrum for de foreløbig mest langvarige kampe mellem de ukrainske og russiske styrker under krigen i Ukraine.

Chefen for Ukraines landstyrker, Oleksandr Syrskyj, har mandag konstateret, at hans soldater vinder terræn omkring Bakhmut.

– Vores styrkers fremrykning i retning mod Bakhmut er den første succes under vores offensiv i forbindelse med forsvaret af Bakhmut, siger han ifølge AFP.

Det er uklart, hvad han mener med “offensiven”. Og om han kun taler om operationen omkring Bakhmut.

Rusland og omverdenen har i ugevis ventet på en ukrainsk forårsoffensiv. Den er – så vidt vides – ikke begyndt endnu.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker