Kriminal

Fire måneder efter overfald: 25-årig fængslet for drabsforsøg

En 25-årig mand meldte sig selv hos politiet. Han sigtes for et knivstikkeri begået i København i januar.

Efter at have været efterlyst af politiet i fire måneder er en 25-årig mand blevet anholdt i forbindelse med en sag om et knivstikkeri.

Det oplyser Christian Henningsen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Manden er sigtet for drabsforsøg.

Knivstikkeriet fandt sted 17. januar foran et Netto-supermarked på Jorisvej på Amager i København.

Offeret – en 33-årig mand – blev alvorligt såret.

Søndag har den sigtede været fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten.

Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle ham indtil 6. juni, skriver Københavns Politi i en opdatering på Twitter.

Politiet efterlyste den formodede gerningsmand med navn, signalement og billede kort tid efter knivstikkeriet i januar.

Men efterlysningen bar altså ikke umiddelbart frugt.

Manden meldte sig selv hos politiet lørdag – næsten fire måneder efter overfaldet.

Ifølge Ekstra Bladet nægter han sig skyldig.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker