Udland

Fire frygtes omkommet ved helikopterulykke i Australien

To helikoptere stødte sammen over en strand nær natur- og forlystelsesparken Sea World ved Gold Coast.

Mindst fire frygtes omkommet ved en helikopterulykke i Australien mandag.

Ifølge The Guardian stødte to helikoptere sammen eller kom i berøring med hinanden i luften over en strand nær natur- og forlystelsesparken Sea World ved den australske by Gold Coast.

Den ene helikopter styrtede ned, mens det lykkedes at lande den anden.

Ifølge ABC News var det en helikopter med Sea Worlds logo, som klarede at lande, skriver Sky News.

Der var i alt 13 personer i de to helikoptere. De ni overlevende er under behandling på et hospital.

Tre af dem er alvorligt kvæstet. De seks øvrige havde snitsår fra knust glas.

Ifølge Australian Associated Press styrtede den ene helikopter ned i vandet og blev liggende i overfladen med undersiden opad med vragdele flydende omkring den.

Ulykken skete omkring klokken 14 mandag eftermiddag lokal tid.

Den ene helikopter var ved at lette, mens den anden var ved at lande, da ulykken skete.

En foreløbig rapport fra havarikommissionen er bebudet inden for seks til otte uger.

Alle, der har set sammenstødet, eller som har set helikopterne på vej mod ulykkesstedet, er blevet bedt om at kontakte myndighederne.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker