Kriminal

Ferieområde i Søndervig står i flammer – ingen tilskadekomne

Politiet forventer, at dele af ferieområdet brænder helt ned til grunden. Årsagen til branden er endnu ukendt.

Sent onsdag aften udbrød der en voldsom og omfattende brand i en stor bygning i et sommerhusområde i Søndervig.

Torsdag morgen forsøger politi og brandvæsen fortsat at få kontrol over branden, og man forventer da også, at store dele af bygningen, der indeholder både bowlingcenter og legeland, brænder helt ned til grunden.

Det fortæller Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til eb.dk.

– Det brænder fortsat derude, og det vil det gøre i noget tid endnu. Slukningsarbejdet vil pågå op af formiddagen. Hjemmeværnet er derude for at regulere færdslen og bevogte gerningsstedet, siger vagtchefen til mediet.

Det har endnu ikke været muligt at fastslå en årsag til branden. Derfor beskriver man fortsat området som et gerningssted.

– Det skal bevogtes, indtil vi kan lave en undersøgelse på et eller andet tidspunkt, når vi kan komme ind. Store dele af den 2500 kvadratmeter store bygning forventes at nedbrænde.

– Vi kan ikke komme nærmere ind på brandårsagen, det skal vi have undersøgt, siger Simon Skelkjær.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men politiet opfordrer borgere til at holde sig fra området på grund af den kraftige røg.

/ritzau/

Back to top button