En dansk fiskekutter kom i dag i havsnød i Nordsøen, og fem besætningsmedlemmer er reddet i land i Esbjerg, oplyser Forsvarets Operationscenter.

Fiskekutteren kom i havsnød omkring 75 kilometer ude i Nordsøen, og der blev kort efter sendt en helikopter fra Skrydstrup afsted mod kutteren.

Her blev fem besætningsmedlemmer reddet op, og der er tale om en dansker og fire mænd fra Polen.

De fem besætningsmedlemmer blev fløjet ind til Esbjerg, hvor de modtager den nødvendige behandling.

Det er stadig uvist om fiskekutteren er sunket.

– Vejret er rimelig dårligt derude. Den var ikke gået ned, da de forlod den, men det er ikke nogen, der prøver at bjærge den, så vi ved ikke, hvad status er på den derude, siger vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter, Allan Jyddemann Mortensen, til Ekstra Bladet.

Årsagen til havariet skal nu undersøges nærmere.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden