Udland

Fem anklages for at ville bortføre tysk minister og styrte regering

Fire mænd og en kvinde i Tyskland anklages for højforræderi. Var ifølge anklage klar til at udløse borgerkrig.

Den tyske anklagemyndighed tiltaler fem personer for højforræderi.

De anklages for at planlægge at bortføre landets sundhedsminister og for at være klar til at dræbe i et forsøg på at omstyrte den tyske regering.

De fire mænd og en kvinde indgår i en formodet terrorgruppe, hedder det.

Gruppen blev formet midt i januar sidste år. Den satte sig ifølge anklagen som mål at “udløse borgerkrigslignende forhold”, der ville føre til demokratiets kollaps.

De fire mænd blev anholdt i april sidste år på forskellige steder i Tyskland.

I oktober blev kvinden, en pensioneret lærer, tilbageholdt. Hun går under navnet Elisabeth R, og hun skal være den, som har formet gruppens ideologi.

Deres mål var ifølge anklagen at genindføre et regime, der havde det gamle kejserstyre som forbillede.

Kejserstyret faldt sammen ved Første Verdenskrigs afslutning.

De nu anklagede var ifølge politiet indstillet på, at deres plan ville koste menneskeliv.

Deres planer flugter med dem, som den såkaldte Reichsbürger-bevægelse har arbejdet på ifølge politiet.

I starten af december slog 3000 politifolk til mod den højreekstreme bevægelse og anholdt en lang række medlemmer, der beskyldes for at ville tage magten ved et kup.

Gruppen, som de nu fem tiltalte kom fra, havde splittet sig op i en administrativ og en militær gren.

De planlagde ifølge anklagen et bevæbnet angreb mod sundhedsminister Karl Lauterbach med den hensigt at bortføre ham. De ville dræbe hans livvagter under forsøget, vurderer politiet.

Det skulle ske samtidig med, at gruppen skulle få strømforsyningen i landet til at bryde sammen.

Avisen Süddeutsche Zeitung kan også berette om et specielt påfund – “False Flag” – der skulle bidrage til regeringens fald.

Man ville bruge en skuespiller, der skulle gå på nationalt tv. Her skulle han foregive at være enten Tysklands præsident eller forbundskansler ved at imitere vedkommende.

Denne skuespiller ville så fortælle, at regeringen er blevet afsat, og at forfatningen fra 1871 er genindført.

Ifølge anklagemyndigheden havde gruppen planer om at indføre flere ton våben og sprængstoffer fra det tidligere Jugoslavien.

/ritzau/dpa

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker