Sport

FCK-selskab opjusterer efter dansk opgradering

Parken Sport & Entertainment har opjusteret sit overskud i 2022 med 45 millioner kroner.

Flere gæster i Lalandia samt en dansk opgradering i næste sæsons europæiske fodboldturneringer har ført til en opgradering i Parken Sport & Entertainment.

Det meddeler selskabet bag FC København torsdag i en børsmeddelelse.

Forventningen til omsætningen i 2022 er hævet med 25 millioner kroner, så den forventes at lande i niveauet 925 til 975 millioner kroner.

Overskuddet er opjusteret med 45 millioner kroner i forhold til tidligere, så den forventes at ende på mellem 100 og 125 millioner kroner før skat.

– Ændringen foretages med baggrund i de realiserede resultater for de første tre måneder af 2022, herunder som følge af flere gæster i Lalandia, samt forventningerne til den resterende del af året, skriver Parken Sport & Entertainment.

Som noget nyt er det nu en del af forventningerne, at FC København i næste sæson spiller i Europa Leagues gruppespil.

Det blev en meget realistisk mulighed i løbet af denne uge, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udelukkede russiske hold fra sine klubturneringer i næste sæson.

Det betyder, at den kommende danske mester er sikker på mindst et gruppespil i Europa League.

Med fire runder tilbage af Superligaen har FC København et forspring på tre point og en klart bedre målscore end FC Midtjylland.

Nummer to i Superligaen træder ind i Champions League-kvalifikationen og kan sikre mindst Europa League-gruppespil med en samlet sejr i sit første dobbeltopgør. FC København vil her givetvis være seedet.

/ritzau/

Back to top button