Sport

FC Nordsjælland og OB deler efter sene mål

FC Nordsjælland kom foran i 86. minut, men OB udlignede i tillægstiden, så kampen endte 1-1.

Efter næsten halvanden time uden mål kom der gang i den til allersidst, da FC Nordsjælland søndag tog imod OB i Superligaens nedrykningsspil.

Hjemmeholdet så ud til at skulle tage en sen sejr, da det norske talent Andreas Schjelderup bragte nordsjællænderne foran med lidt under fem minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Men det endte med et point til hver, efter at Issam Jebali udlignede i tillægstiden, så kampen endte 1-1.

Det efterlader OB og FC Nordsjælland med 36 og 31 point på første- og tredjepladsen i nedrykningsspillet. Fynboerne er uden for nedrykningsfare og kan blive overhalet af Viborg mandag.

FC Nordsjælland har ni point ned til Vejle, som er det første hold under nedrykningsstregen. Vejlenserne har fire kampe tilbage.

Første halvleg foregik i et roligt tempo, og chancerne var få. Hjemmeholdet var bedst og mest på bolden, mens de fynske gæster stod langt tilbage på banen.

FCN’s høje preslinje gjorde det svært for OB at komme frem over stepperne, og derfor endte det tit i febrilske kontraforsøg for fynboerne.

Tempoet blev skruet op i anden halvleg, og det frigjorde noget plads i begge ender af banen. OB kom blandt andet frem til et par fine forsøg, mens FCN’s Simon Adingra brændte en kæmpe chance for et næsten frit OB-mål.

Det så længe ud til, at kampen ville ende uden mål, men til sidst dukkede offensivspilleren Andreas Schjelderup op og sendte hjemmeholdet på sejrskurs.

OB-angriberen Issam Jebali ville det dog anderledes, og i dommerens overtid udnyttede han et par usikre hænder fra Andreas Hansen i FCN-målet.

Bashkim Kadrii trykkede af, og Hansen kunne ikke holde fast i skuddet. Jebali var vaks og sparkede returbolden ind.

/ritzau/

Back to top button