Sport

FC Nordsjælland-keeper begræder kampafgørende drop

FCN-målmanden Andreas Hansen er irriteret over hans kampafgørende drop i kampen mod OB, der endte 1-1.

FCN-målmanden Andreas Hansen er irriteret og ærgerlig over hans kampafgørende drop, som OB-angriberen Issam Jebali udnyttede til at udligne til slutresultatet 1-1 i overtiden af søndagens kamp.

Det fortæller den 26-årige keeper efter opgøret i Superligaens nedrykningsspil.

– Det er jo en klokkeklar fejl fra min side, så den tager jeg på min kappe. Det er en del af det at være målmand. Man har et stort ansvar, og når man laver sådan en fejl, bliver det straffet, siger han.

Målmanden får dog opbakning fra FCN-cheftræneren Flemming Pedersen, der understreger, at målmandsdrop er en del af spillet.

– Der er jo ikke så meget at gøre. Han (Andreas Hansen, red.) har sagt undskyld til drengene, men vi ved jo, at det er en del af spillet, og der er jo lavet en del målmandsfejl på de forskellige hold i denne superligasæson.

FCN oplyste for nylig, at klubben havde valgt at indløse købsoptionen på Andreas Hansen, således at målmanden skifter fra AaB på en permanent aftale, såfremt Farum-klubben undgår nedrykning.

Flemming Pedersen forklarer, at beslutningen blandt er truffet grundet målmandens store udviklingspotentiale.

– Optionen er indløst, fordi Andreas (Hansen, red.) passer rigtig godt ind her som menneske, hvilket er meget vigtigt. Og så den måde han står på mål på. Vi ser et stort udviklingspotentiale i ham, for man skal tænke på, at det ikke er mange superligakampe, han har spillet.

FC Nordsjælland har ni point ned til nedrykningsstregen.

/ritzau/

Back to top button