Indland

FAKTA: Sirenerne bliver stadig brugt til at varsle om fare

Varslingssirener blev sat op omkring Anden Verdenskrig for at beskytte mod luftangreb. De bliver stadig brugt.

Første onsdag i maj klokken 12.00 bliver sirenevarslingssystemet testet for at sikre, at det virker, og for at minde folk om, hvad sirenerne betyder.

Der lyder tre signaler, når sirenerne testes. Det første klokken 12.00 betyder, at man skal gå inden døre. Samme signal sendes klokken 12.04. Klokken 12.08 betyder det, at faren er forbi.

Her kan du læse om sirenevarslingssystemet gennem tiden:

* Der er 1078 varslingssirener i Danmark.

* De første varslingssirener blev sat op i årene omkring Anden Verdenskrig for at advare om luftangreb.

* Fra 1951 til 1967 blev sirenerne testet hver lørdag klokken 12.00.

* Fra 1967 til 1993 blev sirenerne testet hver onsdag klokken 12.00.

* Frem til 1993 var sirenerne mekaniske. Det var derfor nødvendigt at teste dem ofte. De skulle “motioneres”, så de ikke satte sig fast.

* I 1993 valgte man at skifte de mekaniske sirener ud med elektroniske.

* Sirenerne bliver i dag testet hver eneste nat, men det er uden lyd.

* Sirenerne aktiveres typisk en lille håndfuld gange om året. Oftest i forbindelse med større brande, kemikalieudslip eller lignende.

* Når sirenerne lyder – og det ikke er en test – skal du gå indenfor og søge information hos DR og TV 2.

Kilder: Beredskabsstyrelsen og kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, Lars Aabjerg Pedersen.

/ritzau/

Back to top button