Politik

FAKTA: Konsekvenserne for embedsmændene i minksagen

Beslutningen om at slå alle mink ned for at bremse coronasmitte har udløst flere advarsler til embedsmænd.

Ifølge Minkkommissionen kunne der rejses sager mod ti embedsmænd som følge af beslutningen om at slå alle mink ned i Danmark i 2020 under coronakrisen.

Nu er der truffet afgørelse om alle ti embedsmænd, efter at Justitsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri torsdag har givet advarsler.

Her er et overblik over de ti embedsmænd og konsekvenserne for dem:

* Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, modtager en advarsel.

* Miljøministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, der tidligere var departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, fritages for tjeneste. Han er hjemsendt, mens der pågår en disciplinærsag mod ham.

* Der indledes en disciplinærsag mod rigspolitichef Thorkild Fogde, der også fritages for tjeneste.

* Departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth modtager en irettesættelse.

* Afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen får en advarsel.

* Afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup får en advarsel. Han arbejder fortsat som afdelingschef, nu i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

* Kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Paolo Drostby får en advarsel. Han arbejder nu i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som kontorchef.

* Daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen får en disciplinær advarsel. Hun er i dag statskonsulent på den danske ambassade i Jakarta i Indonesien.

* Politiinspektør Uffe Stormly får en disciplinær advarsel.

* Politiassessor Birgitte Buch får en disciplinær advarsel.

Kilder: Ritzau, Fødevarestyrelsen, Berlingske, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet.

/ritzau/

Back to top button