Udland

FAKTA: Hvad er Nato og den berømte musketered?

30 Nato-lande kan snart blive til 32, hvis Finland og Sverige optages i Nato. Bliv klogere på alliancen her.

En officiel Nato-ansøgning fra Finland og Sverige er på trapperne. Dermed kan forsvarsalliancen stå foran en opsigtsvækkende udvidelse.

Nato blev etableret i 1949 af 12 lande. I 2022 er 30 lande med i den Nordatlantiske Traktatorganisation.

Her kan du læse mere om Nato:

* Nato er en politisk og militær alliance. Den består af 30 medlemslande fra regionen omkring den nordlige del af Atlanterhavet.

* Nato står for North Atlantic Treaty Organization (Nordatlantisk Traktatorganisation på dansk).

* Nato blev etableret i 1949 – få år efter Anden Verdenskrigs afslutning. I 1955 oprettede Sovjetunionen og dens satellitstater Warszawapagten som modstykke til Nato.

* Det militære samarbejde består i, at Natos medlemslande er forpligtet til at forsvare hinanden, hvis de skulle blive angrebet militært. Dette er sikret af artikel fem – den såkaldte musketered – i Washington-traktaten fra 1949.

* Natos politiske samarbejde består i, at Nato støtter demokratiske værdier og giver sine medlemslande en arena. Her kan de rådføre sig med hinanden og samarbejde om forsvars- og sikkerhedsspørgsmål for at forebygge konflikter og opbygge tillid staterne imellem.

* Desuden arrangerer Nato fælles militærøvelser for medlemslandene og deltager i operationer uden for Natos geografiske område. Eksempelvis har Nato opereret i Afghanistan og er aktuelt til stede i Irak og Somalia.

* I Irak står Nato for eksempel for træning af irakiske sikkerhedsstyrker og styrkelse af det irakiske forsvar. I Somalia støtter Nato Den Afrikanske Unions fredsbevarende aktiviteter.

* Nato arbejder også i områder, som ikke er ramt af konflikter. Organisationen har siden 2001 overvåget trafikken på Middelhavet som en del af Natos antiterroraktiviteter.

* Nato-landene blev i 2014 enige om at arbejde hen imod, at de enkelte lande bruger to procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvaret.

* Fra 1950’erne og indtil begyndelsen af 1990’erne udgjorde det danske forsvarsbudget – med et enkelt års undtagelse – mere end to procent af bnp. Siden har forsvarsbudgettet ligget under to procent af bnp.

* De 30 medlemmer af Nato er: Albanien, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og USA.

* Danmark har været medlem af Nato siden oprettelsen i 1949.

Kilder: Nato, Ritzau.

/ritzau/

Back to top button