Forbrug

Få liv i sommerhushaven: Disse planter kan tåle tørke og fattig jord

I sommerhushaven går der ofte længere imellem blomstervandingerne, og det er værd at have in mente, inden man begiver sig ud på plantekøb til sommergrunden.

Frisk havluft, lyse sommeraftener og lyden af stilhed er vigtige ingredienser på en dansk sommerhusferie.

Men står man med eget sommerhus, kommer den afslappede tilværelse også med krav til haven bag plankeværket.

Langt mellem vandingerne og en ofte sandet jordbund gør, at det er en god idé at tænke sig om, inden man køber blomster og planter til sommerhusgrunden.

Det fortæller Louise Møller, som er havefaglig rådgiver i den almennyttige forening Haveselskabet.

– Man er ofte kun i sommerhuset i weekenden eller måske kun i få uger om året. Så man skal vælge planter, som i nogen grad kan passe sig selv, siger hun og tilføjer:

– Det vil for mange betyde, at man ikke skal dyrke ting i krukker. Det kræver vanding hver eller hver anden dag om sommeren, og det har de færreste mulighed for.

Ønsker man alligevel at pynte sin have med farverige blomster, kan det sagtens lade sig gøre at finde fine planter, som kan tåle at stå i længere tid uden vand.

Spørger man Jeppe Juhl Sørensen, som er planteskolegartner hos Plantorama, er lavendlen særligt et godt bud.

– Det er en populær plante, som fint tåler at tørre ud. De er flotte det meste af sommeren, de dufter godt og har en lang blomstringstid, siger han.

Lavendlen stiller heller ikke store krav til jordbunden. Og i mange sommerhusområder, som ligger nær kysten, er jorden ofte mager.

Ifølge Louise Møller kan det på grund af store forskelle i jordkvaliteten generelt være en god idé at lade sig inspirere af, hvad andre har plantet i området, inden man stikker mod den lokale planteskole.

Bor man i et sandet område, er vilde roser eller gyvelbuske to bud på flotte planter, der trives nemt.

– De passer godt ind i kystnære landskaber, fordi de også gror ude i naturen, siger haverådgiver Louise Møller.

– Også slåenplanten er god her. Det er en vild busk, og man skal indstille sig på, at den kommer til at fylde lidt. Men typisk må ting godt være lidt mere ukontrollerede i en sommerhushave, siger hun.

Er man ude i en større beplantning af sommergrunden, er det en god idé at vente til sensommeren eller efteråret, påpeger begge havekyndige.

– Hvis man planter ud om sommeren, kræver det, at man kan vande ofte under etableringen. Derfor er det fint at vente til september eller senere, hvor der er mere fugt i jorden, siger planteskolegartner Jeppe Juhl Sørensen.

– Der er også en stor fordampning af jorden om sommeren, og det kan gøre det svært for planterne at få ordentligt fat i jorden, så de trives på længere sigt, siger han.

/ritzau fokus/

Back to top button