Politik

Eventuel aftale om inflationshjælp bliver uden V og K

Venstre og Konservative mener, at der er behov for hjælp til flere grupper, end dem regeringen lægger op til.

Venstre er ikke længere med i forhandlingerne om økonomisk hjælp til personer, der er ramt af den høje inflation.

Det fremgår af et brev, som finansordfører Troels Lund Poulsen (V) har sendt til finansminister Nicolai Wammen (S).

Heller ikke De Konservative er med længere, oplyser partiet.

Troels Lund Poulsen takker ministeren for et “godt og konstruktivt forløb”. Men han mener ikke, at regeringen vil hjælpe nok danskere.

– Fra Venstres side har vi spillet konstruktivt ind i forhandlingerne med vores bud på, hvordan vi foruden at sikre en hjælpende hånd til danske pensionister også kan tilgodese de lavestlønnede hårdtarbejdende danskere.

– Vi kan desværre konstatere, at regeringen ikke for alvor vil give de hårdtarbejdende danskere en øget tilskyndelse til at arbejde. Samtidig må vi konstatere, at regeringen ikke har kunnet anvise en ansvarlig finansiering, skriver Troels Lund Poulsen.

Regeringen har foreslået, at pensionister, som modtager ældrechecken i år, får yderligere 5000 kroner skattefrit. I form af en engangscheck. Det drejer sig om 290.000 pensionister.

Står det til Venstre, er der behov for hjælp til flere grupper, som er ramt af stigende priser på alt fra fødevarer til benzin, end dem regeringen lægger op til.

Konkret skal hjælpen ifølge Venstre komme ved at hæve beskæftigelsesfradraget, sænke udvalgte energiafgifter og give mere på befordringsfradraget.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, mener, at eksempelvis Venstre bare vil “dele penge ud til højre og venstre”. Regeringens støttepartier Enhedslisten og SF mener dog også, at der er behov for hjælp til flere grupper.

– Vi har nogle konstruktive forhandlinger med de øvrige af Folketingets partier. Dem behøver jeg ikke at kommentere lige nu, siger Engelbrecht.

– Det er velkendt, at regeringen også vil se på eksempelvis førtidspensionister, siger Engelbrecht uden at kunne uddybe yderligere.

Da forhandlingerne begyndte i sidste måned, udtalte politisk ordfører Mette Abildgaard (K) et ønske om, at borgerne skal have flere penge mellem hænderne til at klare de stigende priser. Blandt andet ved at hæve beskæftigelsesfradraget.

– Regeringen ønsker at finansiere det her ved at øge statens underskud. Det dybt uansvarligt. For det er med til at øge inflationen i samfundet. Altså man gør problemet værre. Så det er en kortsigtet løsning, vi ikke kan være med til, siger Abildgaard.

/ritzau/

Back to top button