Udland

EU-udspil skal ende afhængighed af russisk gas

EU-Kommissionen foreslår at reducere russisk gas med to tredjedele allerede i år.

EU-landene skal gøre sig uafhængige af russisk gas gennem vedvarende energi og køb af energi fra andre lande. Det foreslår EU-Kommissionen i et nyt udspil.

Allerede i år er det muligt at reducere leveringen af gas med to tredjedele, siger EU’s klimakommissær, Frans Timmermans:

– Vi må og skal gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Ukraine. De kæmper for alle de værdier, vi tror på.

– Med den plan, vi præsenterer i EU i dag, kan vi ende EU’s afhængighed af russisk gas, siger Frans Timmermans.

Udspillet kommer, blot to dage før EU-landenes ledere samles til uformelt topmøde i Paris.

I lyset af den højspændte sikkerhedssituation i Ukraine ventes EU-lederne både at diskutere den nye sikkerhedspolitiske situation, og hvordan EU skal håndtere energiforsyningen i fremtiden.

Dermed kan EU sammen med USA og Storbritannien være på vej til at vende energisupertankeren væk fra Rusland.

Omstillingen af EU-landenes energi vil dog koste for både EU-landene og for forbrugerne. Derfor lægger EU-Kommissionen også op til at hjælpe husstande med at betale for energi i omstillingsfasen.

Rusland leverer omkring 40 procent af EU-landenes gas. I en situation, hvor energipriserne i forvejen er høje, har mange lande hidtil været forsigtige med at kaste sig ud i en hurtig afvikling af de russiske gasforsyninger.

/ritzau/

Back to top button