Udland

EU-lande rammer Irans Revolutionsgarde med nye sanktioner

Medlemmer af Irans parlament og de iranske sikkerhedsstyrker er på liste over sanktionerede.

EU-landene er enige om nye sanktioner mod Iran. Og denne gang rammer de højtstående medlemmer af Irans Revolutionsgarde.

Det oplyser EU’s udenrigschef, Josep Borrell.

– Vi tager handling i dag mod Irans uforholdsmæssige brug af vold mod ikkevoldelige demonstranter, siger Josep Borrell.

Med sanktionerne tager EU endnu et skridt i forsøget på at få Iran til at stoppe fremfærden over for demonstranter i landet.

EU har også kritiseret Iran for at henrette demonstranter.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har Iran “vedvarende” undertrykt menneskerettighederne.

– Situationen i Iran er gået fra slemt til værre med de henrettelser, vi har set. Senest også en henrettelse af en britisk statsborger.

– Menneskerettighedsorganisationer mener, at der sidder måske 15.000 fængslet i Iran. Heraf 100 med risiko for at få en dødsdom. Det er meget vigtigt, at vi sender et stærkt signal, og det gør vi i dag, siger Lars Løkke Rasmussen.

I alt 18 personer og 19 juridiske enheder i Iran sanktioneres som følge af beslutningen mandag.

Ud over medlemmer af Revolutionsgarden er det blandt andre en iransk minister og en række medlemmer af det iranske parlament.

– Der er en række navngivne revolutionsgardister, der kommer på listen plus en række af deres enheder. Og det kommer oven i to andre sanktionspakker i forhold til Irans rolle i krigen i Ukraine. Så det er et stærkt signal, siger Lars Løkke Rasmussen.

Med mandagens beslutning er nu i alt 164 personer og 31 juridiske enheder i Iran sanktioneret.

Sanktionerne består blandt andet af indefrysning af midler, rejseforbud til EU og et forbud mod at stille økonomiske ressourcer til rådighed for de sanktionerede.

EU-landene har desuden indført et forbud mod at eksportere udstyr, der kan bruges til overvågning af telekommunikation og undertrykkelse af demonstrationer.

EU-landenes udenrigsministre skulle dog mandag ikke tage stilling til, om Revolutionsgarden skal på terrorlisten. Men muligheden består.

– Danmark er der, hvor vi gerne vil have, at der skal ske noget. Og jeg tror ikke, at det sidste er sket i denne sag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger dog, at det kræver et særligt juridisk grundlag, hvis man skal sætte Revolutionsgarden på EU’s terrorliste.

– Det lyder så nemt og enkelt med bare at tage hele revolutionsgarden og sætte dem på terrorlisten. Men det kommer med en række juridiske vanskeligheder. Det, vi gør i dag, har en effekt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Iran har været præget af en folkelig opstand mod regimet, siden den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt i midten af september.

EU har senest i midten af december indført nye sanktioner. Her blev 24 iranske personer og fem juridiske enheder med forbindelse til det iranske styre sanktioneret.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker