Udland

EU begynder gennemgang af Ukraine og andre landes ansøgninger

Processen med at blive EU-medlem er normalt meget lang. Men Ukraine ønsker hastebehandling af ansøgning.

EU-landene skal mandag være blevet enige om at begynde den langvarige proces med at gennemgå Ukraine, Georgien og Moldovas ansøgninger om medlemskab.

Det oplyser diplomater, som udtaler sig anonymt.

Den komplekse proces kan komme til at trække ud i mange år, og mandagens udvikling er kun første skridt af mange.

Ifølge franske embedsmænd er EU-ambassadører blevet enige om, at EU-Kommissionen skal komme med en “udtalelse” om ansøgningerne fra de tre lande. Alene det kan under normale omstændigheder tage år.

Sidste uge indleverede de tre tidligere sovjetlande i hast deres medlemskabsansøgninger, efter at Rusland begyndte en invasion af Ukraine.

Ukraine har bedt EU om at få hastebehandlet ansøgningen i lyset af den russisk fremmarch.

Selv om EU virkede lydhør, da Ukraine afleverede sin ansøgning, er der stadig lang vej til medlemskab, lød det fra officielt hold sidste uge.

– Det bliver svært. Vi ved, at der er mange forskellige synspunkter i Europa (i forhold til udvidelse, red.), sagde EU-præsident Charles Michel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lød det:

– I dag er EU og Ukraine allerede tættere end nogensinde. Der er stadig en lang vej forude. Vi skal have afsluttet den her krig. Og vi skal tale om de næste skridt, sagde hun.

Senere denne uge er der uformelt topmøde i Frankrigs hovedstand, Paris. Her ventes EU-landenes ledere at skulle tale om Ukraine – både medlemskabsansøgningen, den generelle situation og måske også sanktioner mod Rusland.

/ritzau/AFP

Back to top button