Udland

EU advarer flyselskaber mod at flyve over Ukraine

EU-agentur advarer flyselskaber mod at flyve over Ukraine eller nær landets grænser, skriver Reuters.

Flyselskaber skal undgå at flyve over eller nær Ukraine og udvise “ekstrem forsigtighed” i luftrummet inden for 185 kilometer fra grænserne til Ukraine.

Det er advarslen fra EU’s agentur for flysikkerhed, Easa, torsdag morgen, kort tid efter at Rusland har annonceret en militær operation i Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Natten til torsdag lukkede Ukraine sit luftrum delvist for civile fly på grund af en potentiel fare for civil luftfart.

Det fremgik af en meddelelse.

Luftrummet vil forblive delvist lukket frem til midnat natten til fredag, lød det. Det vides ikke, om begrænsningen derefter forlænges.

Meddelelsen kom i kølvandet på advarsler om risiko for nedskydning i luftrummet.

Ifølge flyovervågningsværktøjet FlightRadar24 var et ubemandet amerikansk rekognosceringsfly et af de eneste fly over Ukraine, der delte sin position natten til torsdag dansk tid.

Flyet havde fløjet tæt på udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk. Tidligt torsdag morgen er der helt tomt i luftrummet over Ukraine.

Ukraine lukkede natten til torsdag også lufthavnene i byerne Dnipro, Kharkiv og Zaporizjzjia.

Rusland lukkede natten til torsdag desuden delvist luftrummet omkring byen Rostov i den sydlige del af landet nær grænsen til Ukraine.

Det skrev Reuters, der citerede en meddelelse fra Rusland til landets luftfartsmyndigheder. I meddelelsen blev der henvist til sikkerhedsmæssige hensyn.

/ritzau/

Back to top button