Sport

Eriksen tabte i længe ventet comeback efter hjertestop

Brentford var bagud 0-2, da cheftræner Thomas Frank sendte Christian Eriksen på banen hjemme mod Newcastle.

259 dage efter sit hjertestop spillede Christian Eriksen sin første officielle fodboldkamp, da han er blevet skiftet ind for Brentford mod Newcastle i Premier League.

Det endte med et nederlag på hjemmebane på 0-2 for Eriksen og Brentford.

Eriksen faldt 12. juni om i Parken under Danmarks første kamp ved EM mod Finland med et hjertestop.

Siden har Eriksen ikke spillet en betydende fodboldkamp, men det blev der lavet om på lørdag.

Eriksen varmede flittigt op i første halvleg, og ellers sad han på bænken og talte med holdkammeraterne Mathias “Zanka” Jørgensen og Jonas Lössl.

Lidt over otte måneder efter den tragiske hændelse i Parken blev Eriksen sat på banen efter 51 minutters spil i stedet for Mathias Jensen.

Det medførte et stort bifald og stående ovationer fra tilskuerne på alle fire lægter på Brentfords stadion. Et rørende øjeblik.

I EM-kampen 12. juni i Parken var det Mathias Jensen, som afløste Eriksen, så på den måde blev der slået en kuriøs cirkel om begivenheden.

Det var dog ikke den nemmeste opgave, Eriksen blev sat på, da Brentford var bagud 0-2 på det tidspunkt.

Brentford gjorde det svært for sig selv, da offensivspilleren Josh Dasilva stemplede modspilleren Matt Targett.

Dommer Mike Dean så ikke stemplingen i første omgang, men efter et VAR-tjek blev Dasilva korrekt tildelt et rødt kort.

Der var kun spillet 11 minutter af kampen, og derfra fik Newcastle nemmere ved at spille sig til chancer.

Newcastle udnyttede overtallet til at score to gange i første halvleg.

Kantspilleren Joelinton scorede på hovedstød til 1-0 efter 33 minutter, og kort før pausen sparkede Joe Willock udeholdet foran 2-0.

Efter Eriksens indhop blev der ikke scoret yderligere, men Brentford forsøgte ihærdigt at få reduceret.

I flere situationer virkede Eriksen rusten, da han for eksempel missede en simpel tæmning, så en mulig omstilling blev spoleret.

Men Eriksen viste også prøver på sin gode teknik med flere gode indlæg, og han fik også lov til at sparke hjørnespark for Brentford.

Danskeren søgte hele tiden bolden, og holdkammeraterne fandt også kreatøren, men magien udeblev i comebacket.

I december blev Eriksen løst fra sin kontrakt med Inter, da han ikke kunne spille i Italien med den pacemaker, han har fået indopereret.

31. januar annoncerede Brentford, at klubben havde hentet den danske profil ind på en kontrakt, der i første omgang løber sæsonen ud.

Efter tiltrædelsen i Brentford har han deltaget i to testkampe mod Southend og Rangers. Mod Rangers lagde midtbanespilleren op til to mål.

Brentford er uden sejr i de seneste otte kampe i den bedste engelske fodboldrække.

/ritzau/

Back to top button