Her lander de største skattelettelser

Ejer man et hus i København til 7,4 millioner kroner, bliver skatteregningen i 2024 16.400 kroner lavere

Offentliggjort Sidst opdateret

Husejerne i København har udsigt til de største skattelettelser på landsplan i forbindelse med den nye skattereform.

Det skriver Børsen i mandagens avis på baggrund af nye tal fra Vurderingsstyrelsen.

Eksempelvis vil en boligejer med et hus, der koster 7,4 millioner kroner, ifølge Børsen skulle betale 16.400 kroner mindre i boligskat i 2024.

Til sammenligning vil husejerne i Albertslund, der får landets næststørste skattelettelser, skulle betale 13.200 kroner mindre for et hus til 3,2 millioner kroner.

Derfor bliver det billigere

Forklaringen skal findes i den skattereform, som sløjfer skattestoppet på boliger. Formålet er, at skatten bedre skal matche boligeners værdi.

Men hvor man ellers skulle tro, at de københavnske huse så ville stige i værdi, sker det modsatte.

Det skyldes, at grunden under ejerlejligheder hidtil har været vurderet for lavt - hvilket reformen har til formål at gøre op med.

Forklaringen skal findes i den skattereform, som sløjfer skattestoppet på boliger. (Arkivfoto).

Men da den samlede indtjening fra grundskylden fra både huse og lejligheder under den nye reform ikke må stige i de enkelte kommunekasser, er Københavns Kommune nødsaget til at sænke grundskyldspromillen.

Den er dermed ifølge Børsen blevet sat ekstremt lavt - netop fordi der er så mange lejligheder i kommunen.

Skat af grundværdi

Grundskyldspromillen fastsætter den del af grundens værdi, man skal betale i skat.

Ejere af typiske huse i Odense, Aarhus og andre kommuner har til gengæld udsigt til skattelettelser på 4000-5000 kroner, skriver Børsen.

- Det er formentlig en overraskelse for rigtigt mange, at det er sådan. Men det er altså en konsekvens af, at man flytter skat over på lejligheder, og især på grundene under, der har været meget undervurderet, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit, til Børsen.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) udtaler i et skriftligt svar til Børsen, at husejerne i provinsen og på landet procentuelt får større skattelettelser end i hovedstaden.



Powered by Labrador CMS