Erdogans vigtigste rival kritiserer Ruslands propaganda
Kemal Kiliçdaroglu kritiserer Moskva for at sprede falske billeder på sociale medier i Tyrkiet.
Kemal Kiliçdaroglu kritiserer Moskva for at sprede falske billeder på sociale medier i Tyrkiet.
Kemal Kiliçdaroglu, der er præsident Recep Tayyip Erdogans fremmeste udfordrer ved søndagens valg i Tyrkiet, anklager fredag Rusland for at sprede falske billeder på sociale medier.
– Kære russiske venner, skriver Kilicdaroglu på Twitter torsdag.
– I står bag montager, konspirationer, deepfakes og optagelser, som er blevet afsløret i dette land, siger han uden at gå i detaljer.
– Hvis I vil bevare vort venskab efter 15. maj, så stop denne form for indblanding i Tyrkiet. Vi er fortsat tilhængere af samarbejde og venskab, skriver Kilicdaroglu, som i meningsmålinger fører over Erdogan før første valgrunde søndag.
Tyrkiet har under Erdogans regeringsperiode haft tætte forbindelse til den russiske præsident, Vladimir Putin.
Under valgkampen har Kilicdaroglu i hårde toner kritiseret Erdogan for at svække Tyrkiets demokrati, og han har varslet kursændringer i landets udenrigspolitik.
Kilicdaroglu har lovet at genoprette uafhængige og upartiske domstole. Han ønsker også at genoplive ytringsfriheden og mediernes uafhængighed.
Kilicdaroglu siger, at en af hans første ordrer som leder vil være at løslade nogle af de mest profilerede medlemmer af oppositionen, som er blevet fængslet under Erdogan.
Disse omfatter filantropen Osman Kavala og den kurdiske leder Selahattin Demirtas.
– Man skal helt enkelt have lov til at kritisere mig, har Kilicdaroglu lovet. Det skal ikke længere være strafbart at fornærme præsidenten.
Kilicdaroglu repræsenterer det traditionelt sekulære CHP-parti, som blev stiftet af Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk.
Meningsmålinger har løbende tydet på, at den 74-årige Kilicdaroglu har et forspring i forhold til Erdogan og kan muligvis vinde valget efter en anden runde. Første valgrunde er 14 maj, men få tror på, at en vinder kan udråbes efter den. Anden runde er planlagt den 28. maj.
Kiliçdarogl tilhører alawisme, en trosretning, der udgør 15-20 procent af Tyrkiets 85 millioner indbyggere. De trækker på shiamuslimske, sufi- og anatolske folketraditioner.
/ritzau/Reuters