Kriminal

Engell: Afslutning på Messerschmidt-sag vil give ham mere mod

I årevis har sagen mod Morten Messerschmidt tynget Dansk Folkeparti, der nu kan se frem, da sagen slutter.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, kan nu hellige sig politik, da han er blevet endeligt frifundet for anklager om EU-svig og dokumentfalsk efter syv år.

Politisk kommentator Hans Engell venter, at Messerschmidt bliver dristigere i forsøget på at genrejse partiet.

– Det vil nok give ham mere mod til at være dristigere med hensyn til, hvor DF placerer sig i de kommende år.

– Det frigør en masse kræfter hos ham og Dansk Folkeparti. Selv om han ikke har en stor gruppe, får han flere kræfter til at nyttiggøre de mandater, han har, siger han.

Anklagemyndigheden har tirsdag valgt ikke at anke sagen mod Messerschmidt, og dermed er sagen endeligt slut.

Messerschmidt blev i 2021 idømt seks måneders betinget fængsel og risikerede at ryge ud af Folketinget.

Men sagen tog en drejning, da dommeren siden blev erklæret inhabil, og den måtte gå om i byretten.

Anden gang blev Messerschmidt frifundet for to uger siden, og tirsdag valgte anklagemyndigheden ikke at anke.

Dermed kan Messerschmidt fokusere på sit politiske virke, hvor der venter store udfordringer.

– Flertalsregeringen har et meget lille flertal, så jeg kan godt se ham spille sig ind i forligsmæssige sammenhænge, hvor han nok havde været mere forsigtig, hvis sagen blev anket.

– Den store vinder er Morten Messerschmidt, og den store taber er et retssystem, som samlet har brugt over syv år på at få sagen afklaret, siger Hans Engell.

Han peger på, at der nu venter en række politiske udfordringer for Dansk Folkeparti, der i en årrække har fået flere elendige valg og er blandt de mindste partier i Folketinget.

Desuden fylder udlændingepolitikken langt mindre.

Messerschmidt siger selv, at det er en lettelse, at sagen nu er slut, og det mener Engell også.

– Det er en kæmpe lettelse for Dansk Folkeparti. Partiet har i årevis levet i skyggen af, at de ikke vidste, om Messerschmidt overhovedet kunne overleve på posten som formand, siger Engell.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker