Kriminal

En person alvorligt kvæstet i ulykke mellem bil og lastbil

Lastbil og en personbil kørte torsdag frontalt sammen på Holstebrovej vest for Mønsted. Fører meldes stabil.

En alvorlig ulykke på Holstebrovej vest for Mønsted fik torsdag eftermiddag politiet til at spærre vejen i begge retninger. Derfor skulle bilister ad en omkørsel for at komme forbi stedet.

Nu er Hovedvej 16 vest for Mønsted åbnet igen. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Én person blev alvorligt kvæstet i ulykken, hvor en lastbil og en personbil kørte direkte ind i hinanden. Det er uvist, hvad der var årsag til ulykken.

Personen er nu meldt stabil og uden for livsfare, oplyser politiet.

Tidligere lød det således fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj:

– En lastbil og en personbil er kørt frontalt sammen, og en person er alvorligt tilskadekommen. Vi arbejder på stedet, og der går en rum tid, før der bliver åbnet igen, sagde Ole Vanghøj kort før klokken 13.30.

Bilister på strækningen skulle derfor ud på en omkørsel.

Når man kom kørende ad Holstebrovej i Mønsted, skulle man dreje ad Sportsvej, herefter Kalkværksvej og Lånumvej, hvorefter man igen endte på Holstebrovej et stykke længere vest på.

– Vi har etableret omkørslen, og der burde også være plads til de store køretøjer, lød det tidligere fra Ole Vanghøj.

Nu skulle det altså være muligt at undgå en omkørsel.

/ritzau/

 

 

 

 

 

Back to top button