Politik

Elever skal lære om digitale teknologier i folkeskolen

Data og teknologier skal være et selvstændigt fag i skoler, mener organisationer, som kalder forslag ukonkret.

Regeringen vil med sin nye strategi for digitalisering af Danmark gøre teknologiforståelse en del af undervisningen i folkeskolen.

I strategien, som er blevet præsenteret på et pressemøde torsdag, fremgår det blandt andet, at “fagligheden skal indføres i folkeskolens undervisning”.

Formålet er, at eleverne skal kunne forholde sig kritisk og konstruktivt til digitale teknologier i et digitaliseret samfund.

Men der står ikke noget konkret om, hvordan det skal foregå. Og det ærgrer blandt andre Ingeniørforeningen (IDA), som kalder forslaget tyndbenet.

– Vi vil ikke nå i mål med de flotte ambitioner, hvis ikke vi bliver en hel del klogere, og langt flere videreuddannes.

– Det bliver svært at lykkes med undervisning i digital teknologi i grundskolen, hvis ikke det prioriteres som et selvstændigt fag, siger formand Thomas Damkjær Petersen.

Også Pernille Tranberg, der er rådgiver i dataetik og datademokrati, mener, at der er brug for langt mere fokus på dataforståelse – allerede i folkeskolen.

– Især dataforståelse er så nyt for mange, at man er nødt til at have et særligt fokus på det nu. Det er ikke noget, alle bare kan gå ud og undervise i. Så jeg tror, det er vigtigt, at man har brug for at have et fag, der hedder data- eller teknologiforståelse, siger hun.

Forslaget om undervisning i teknologi for børn i folkeskoler er en del af en strategi, der består af 61 forslag. Blandt dem er også forslag til at løfte kvaliteten af den offentlige service og accelerere den grønne omstilling.

Strategien baserer sig på anbefalinger fra et partnerskab for digitalisering. Det kom i oktober sidste år med sine anbefalinger.

Konkret anbefaler partnerskabet, at læring om teknologi skal være obligatorisk. Det skal samtidig integreres i undervisningen i hele uddannelsessystemet, lyder anbefalingen.

Regeringens nye strategi følger op på forslagene.

/ritzau/

Back to top button