Politik

Eksperters anbefaling til CO2-afgift på landbrug forsinkes igen

Regeringen forsinker ekspertgruppes rapport om CO2-afgift på landbrug med udvidet arbejdsopgave, erfarer avis.

Den rapport fra en ekspertgruppe, som regeringen vil bruge som afsæt til at indføre en CO2-afgift på landbrugets drivhusgasudledninger, er forsinket igen.

Det erfarer Information fra flere kilder.

Forsinkelsen skyldes ifølge avisen, at SVM-regeringen vil udvide ekspertgruppens kommissorium.

Hvad udvidelsen af arbejdsopgaverne indeholder, fremgår dog ikke.

Oprindelig skulle arbejdet have været færdiggjort i efteråret. Men valget og regeringsdannelsen forsinkede det.

Derefter lød meldingen fra ekspertgruppens formand, professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet, at anbefalingerne i stedet ville komme i begyndelsen af 2023.

Men ifølge Informations kilder forventes rapporten nu først at lande op til sommerferien eller efter sommerferien.

Fredag afholdes det første møde i ekspertgruppen siden august. Michael Svarer forventer her at modtage det udvidede kommissorium, skriver Information.

Det blev politisk besluttet i 2020, at ekspertgruppen for en grøn skattereform skulle komme med forslag til både en ensartet CO2-afgift og efterfølgende en CO2-afgift specifikt på landbruget.

Den første delrapport om den ensartede CO2-afgift landede på politikernes bord i februar 2022.

I den sidste delrapport skal ekspertgruppen så fremlægge modeller for, hvordan landbruget også kan omfattes af CO2-afgiften.

I regeringsgrundlaget for SVM-regeringen lyder det, at først når ekspertgruppen har fremlagt sine anbefalinger, vil regeringen fremlægge et forslag til en klimaafgift på landbruget.

Afgiften skal sikre, at “land- og skovbrugssektoren” reducerer sine udledninger med “55-65 procent i 2030 i forhold til 1990”.

Desuden skal afgiften “udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set”.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker