Værste tal siden pandemien
Tal fra Danske Bank viser, at forbruget er nedadgående herhjemme. Første dyk siden coronanedlukningerne
Den høje inflation har betydet, at danskerne er begyndt at forbruge mindre, end de ellers har gjort.
Det viser tal fra Danske Bank, der har analyseret betalinger for omkring en million kunder.
De viser, at forbruget i oktober var 3,4 procent lavere end i oktober sidste år.
Har fået det værre
Og hvis man samtidig indregner, at priserne er steget kraftigt siden dengang, er det reelle fald på omkring 10 procent.
- Noget af det skyldes, at forbruget var forholdsvist højt på denne tid sidste år, men det er først og fremmest et udtryk for, at danskernes økonomi har fået det værre.
- Vi får simpelthen væsentligt mindre for pengene end for et år siden, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Stigning på J-dag
Hun noterer sig, at detailbranchen er hårdt ramt med en forbrugsnedgang på 5,7 procent. Her skiller særligt tøj- og skoforretninger sig ud med et fald på 15 procent.
Omvendt ser det lidt bedre ud indenfor service, hvor barer og værtshuse noterede sig en stigning i forbruget på den såkaldte J-dag på 4,8 procent.