Succes smelter

Et turbulent år har sat sine spor

Offentliggjort Sidst opdateret

I over 20 år er producenten bag luksuschokoladen Summerbird gået ud af hvert regnskabsår med plus på bundlinjen.

Særligt i 2021 var selskabet i fremgang. Men sidste år var turbulent for chokoladeproducenten, der er baseret på Fyn.

Der er røde tal på bundlinjen. Summerbird tabte knap fire millioner kroner i 2022, viser regnskabet for sidste år.

Summerbird lancerede i 2002 deres version af flødebollen med en tykkere bund og kvalitetschokolade. (Arkivfoto).
Summerbird lancerede i 2002 deres version af flødebollen med en tykkere bund og kvalitetschokolade. (Arkivfoto).

De seneste års kriser har haft vidt forskellige indvirkninger på Summerbird.

Vendte krisen

Coronakrisen sendte luksuschokoladen i vejret. Summerbird havde gode regnskabsår i 2020 og 2021, hvor selskabet i sidstnævnte år gik ud med et overskud på 13 millioner kroner.

Direktør Michael Grønlykke siger til Fyens Stiftstidende, at Summerbird lykkedes med at vende krisen til det positive. Danskerne begyndte at skrue op for forbruget af chokoladen.

- Vi kom fra et positivt 2021 med fremgang og megen optimisme, efter at covid-19-krisen var løjet af. Vi forventede derfor et fremgangsrigt 2022, og organisationen var sat ud fra mere vækst, skriver Grønlykke til det fynske medie.

Men da Putin gik ind i Ukraine i februar 2022, blev vækstscenariet vendt til det modsatte, pointerer han.

Turbulent år

I en kort kommentar til Ritzau siger Michael Grønlykke, at 2022 var et turbulent år, men tilføjer:

- Vi har stabiliseret forretningen igen, siger han.

Ledelsen skriver i regnskabet, at selskabet forventer et positivt resultat for næste år.

Summerbird blev grundlagt i 1986 i et samarbejde mellem Michael Grønlykke og hans forældre. I 2001 åbnede Summerbird sin første butik i København.

Powered by Labrador CMS