Største prisstigning i ni år
Forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - steg i september med 2,2 procent, det højeste siden 2012
Stigende priser på el og gas betyder, at forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - i september var på det højeste niveau i ni år.
Priserne er steget med 2,2 procent det seneste år, og det er ikke set højere siden november 2012.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er især højere priser på el, som trækker op med en stigning på 15,2 procent det seneste år, hvilket er den største stigning i 13 år.
Skyldes vejret
De højere priser skyldes blandt andet vejret i løbet af sommeren.
Det har regnet mindre end normalt i Norge og Sverige, forklarer Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
- Det har tæret på vandmagasinerne hos de nordiske vandkraftværker, der producerer el til blandt andet Danmark og dermed sendt elpriserne i vejret.
- Dertil har mindre blæst hen over sommeren ført til mindre elproduktion ved vind, skriver han i en kommentar.
Gas er eksploderet
Også priserne på gas er steget voldsomt på det seneste.
Prisstigningen på gas over det seneste år er 52,8 procent, og det er største årlige stigning siden 1980.
Gas fylder mindre i det samlede billede, når man ser på tallene for forbrugerpriser, men udviklingen betyder en markant højere regning for de omkring 400.000 husstande i Danmark, der opvarmer deres hjem med naturgas.