Spilside udbetaler 80.000 kroner til tabere
Danmarks største managerspilside har valgt at efterudbetale præmier til en lang række vindere efter at have brudt egne retningslinjer
Citathistorie: Radio Loud
Nu udbetaler en spil-side cirka 80.000 kroner til personer, der ikke - i første omgang - vandt.
Torsdag kunne man i kulturprogrammet Babylon på Radio Loud høre, at holdet.dk havde overtrådt sine egne vilkår og retningslinjer og udbetalt store præmier til Frederik Ingemann, der har leveret podcasts siden januar 2019 til holdet.dk, hvor han giver eksperttips til en række managerspil, herunder Premier League, Champions League, Vueltaen og Tour de France, som holdet.dk udbyder.
Swush.com, der er selskabet bag holdet.dk, har i deres egne vilkår beskrevet, at det er imod reglerne for personer med tilknytning til Swush at modtage præmier.
"Personer med tilknytning til Swush.com kan ikke deltage om præmierne på Holdet.dk. Herunder også medlemmer af bestyrelse og direktion, fastansatte, time- og honorarlønnede medarbejdere," står der under punkt 11.
Vandt managerspil
Frederik Ingemann tog et flot stik til sommerens Europamesterskab i fodbold, da han vandt holdet.dk's EM-managerspil og modtog 75.000 kroner i præmie og et bordfodboldbord. Derudover er han blevet nummer 3 i Giro-spillet i 2020.
Christian Schøler, lektor i arbejdsret ved Det Juridiske Institut på Syddansk Universitet siger om Swush,coms punkt 11, at der ikke er nogen måde, hvorpå podcastvært og managerekspert Frederik Ingemann falder udenfor den regel.
- Han er honorarmodtager og har løbende modtaget honorar fra Swush.com for de opgaver, han har leveret for dem. På den baggrund mener jeg, at han er omfattet det begreb, der hedder "tilknyttede personer" i retningslinjerne. Det betyder, at han er udelukket fra at deltage om præmier i konkurrencerne, siger han til Radio Louds kulturprogram, Babylon.
- Formålet med retningslinjerne er jo at sikre spildeltagerne, at der ikke er risiko for inhabilitet eller konkurrenceforvridende fordele for de her ansatte eller honorarmodtager. Man sikrer spildeltagerne en lige konkurrence for alle, uddyber Christian Schøler.
Efterbetaler 80.000
Ole Christensen, der er stifter af Swush.com, som ejer holdet.dk, gæstede kulturprogrammet Babylon på Radio Loud og indrømmede, at punkt 11 i retningslinjerne var for kluntet formuleret.
Derfor har han og Swush.com også valgt at efterudbetale mere end 80.000 kroner i præmier til dem, der er sluttet efter Frederik Ingemann i kapløbet om gevinst.
- Vi er i gang med at udbetale allerede nu og har efterhånden fået fat i de fleste, siger han i programmet.