Efterlyst af politiet
Der er udstedt en arrestordre på Manson
Ulykkerne formelig vælter ned over sanger Marilyn Manson.
Det er kun få dage siden, hans ekskæreste Ashley Morgan Smithline anklagede ham for at have voldtaget, misbrugt og udøvet psykisk såvel som fysisk vold mod hende.
Og hun er ikke den første, der har udtalt sig i lidet flatterende vendinger omkring den kontroversielle sanger.
Han er dog endnu ikke blevet sigtet i nogle af sagerne.
Efter et væld af beskyldninger fra kvinder har politiet undersøgt flere sager, men Manson er ikke blevet sigtet for noget.
Selv afviser Marilyn Manson alle anklager.
Nu er den altså gal igen.
Denne gang skal der være udstedt en arrestordre på Manson i New Hampshire for at have spyttet på en videofotograf.
Det skriver det amerikanske medie TMZ. (Se optrinet HER).
På optagelsen fremgår det tydeligt, hvordan Manson afleverer noget af en harker på kameralinsen ved koncerten i 2019.
Fotografen var i den forbindelse hyret af koncertstedet.
Noget af spyttet ramte ifølge kilder fotografen, der derfor valgte at gå til politiet og melde Manson for overfald.
Politiet påstår ifølge TMZ, at Marilyn Manson ikke er vendt tilbage til New Hampshire for at bistå politiet i opklaringen.
Kilder hos Manson fortæller omvendt, at man derfra har været i kontakt med politiet siden arrestordren blev udstedt tilbage i oktober 2019.