Holder ældre på pinebænken
Regeringen vil endnu ikke svare på, om modregning af arbejdsindkomst i folkepensioner skal afskaffes
Et flertal på Christiansborg havde egentlig aftalt, at folkepensionister fra årsskiftet ikke længere skulle trækkes i deres folkepension, hvis de fortsatte med at arbejde.
Men året er nu fire uger gammelt, og flertallets aftale er ikke blevet til lov. Og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil ikke svare hverken Ældre Sagen eller Dansk Folkeparti på, om regeringen agter at gøre aftalen til lov.
- Vi har opfattet det sådan, at selv om der kom en ny regering, at det var en formsag, siger Ældre Sagens økonom Claus Blendstrup.
- Vi har skrevet til beskæftigelsesministeren. Og vi har ikke hørt noget fra ministeren om "bare rolig, det kommer". Så vi ved ikke, om der er truffet beslutning om, at det her skal gennemføres. Vi bliver mere og mere nervøse.
Hverken dit eller dat
Også Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har i et folketingsspørgsmål forsøgt at få svar fra ministeren. I svaret hverken be- eller afkræfter ministeren, at et sådan lovforslag er på vej.
Afskaffelsen af modregningen var en del af den reformpakke, der blev vedtaget af den daværende S-regering og et flertal i Folketinget i starten af 2022.
Ifølge Finansministeriet skulle afskaffelsen skaffe det, der svarer til flere end 1000 personer i arbejdsudbud.
Men S-regeringen fik aldrig fremsat et lovforslag, før der blev udskrevet valg.
Bred opbakning
Tiltaget nød dog forholdsvis bred opbakning, og derfor ventede både Ældre Sagen og Faglige Seniorer, at den nye regering ville fremsætte lovforslaget i starten af året.
Det optræder dog ikke i regeringens foreløbige lovkatalog over de lovforslag, den vil forsøge at fremsætte inden vinterferien.
Faglige Seniorers direktør, Palle Smed, siger, at han er fortrøstningsfuld og tror, at afskaffelsen af modregningen nok skal blive fremsat. Han er dog overrasket over, at det ikke er sket endnu.
- Jeg er ærgerlig, fordi det skaber en enorm usikkerhed blandt seniorer, som føler, at de er blevet lovet, at det her skal nok gå i orden og med virkning per 1. januar, siger han.
Så længe folkepensionister bliver modregnet i deres pension ud over at betale skat af deres arbejdsindkomst, mener Palle Smed ikke, at man realistisk kan gøre sig håb om at få mange flere folkepensionister til at tage en tørn mere på arbejdsmarkedet.