Hårdt ramt
Mere end fem millioner passagerer er fløjet med SAS i tredje kvartal. Det er en stigning på 143 procent
I takt med at coronarestriktioner er blevet løftet, har luftfartsselskabet SAS oplevet stor fremgang i antallet af passagerer.
Men pilotstrejken, der ramte selskabet i juli, fremstår som en grim plet på SAS-regnskabet for tredje kvartal, der er blevet offentliggjort fredag morgen.
Kvartalet dækker over perioden maj til juli.
Tab på fire milliarder
I tredje kvartal alene har SAS tabt 1,3 milliarder danske kroner, og her har strejken altså spillet en væsentlig rolle, skriver selskabet i regnskabet.
I løbet af det skæve regnskabsårs første ni måneder er der samlet tabt fire milliarder.
Pilotstrejken, der endte med at vare 15 dage, tvang SAS til at aflyse tusindvis af flyvninger. Det ramte 380.000 passagerer og kostede dagligt 90 millioner kroner.
Strejken kradsede
SAS kan dog glæde sig over, at lidt mere end fem millioner passagerer fløj med luftfartsselskabet i tredje kvartal. Det er en stigning på 143 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Det har været stærkt medvirkende til mere end en fordobling af toplinjen hos SAS, der i kvartalet er landet på seks milliarder kroner.
- Den samlede efterspørgsel efter rejser var sund i sommerkvartalet. Det var dog præget af store begivenheder, der påvirkede det samlede resultat. Først og fremmest strejken, siger selskabets topchef, Anko Van der Werff, i regnskabet.
Ingen forventninger
Pilotstrejken endte til sidst med en aftale mellem parterne. Piloterne i både Danmark, Norge og Sverige stemte i begyndelse af august ja til en ny overenskomstaftale.
Den betyder blandt andet, at SAS-piloterne kommer til at gå 25 procent ned i løn, og så bliver grænsen for arbejdsbyrden hævet.
SAS er ikke kommet med forventninger til resten af året. Det skyldes blandt andet den ulmende coronapandemi og de potentielle konsekvenser, den kan føre med sig, skriver selskabet i regnskabet.