Genansat trods ekstremt dobbeltliv
3F-lokalafdeling genansætter eksformand, der levede dobbeltliv i flere år. Uklogt mener forbundsledelse
Per Christensen, der er tidligere formand for 3F, er blevet genansat som faglig medarbejder i fagforbundets lokalafdeling i Storkøbenhavn.
Det bekræfter fagforbundet i en pressemeddelelse mandag formiddag, efter at Berlingske tidligere på dagen kunne berette om det samme.
Han stoppede i kølvandet på B.T.'s afsløringer i januar om, at han havde levet et dobbeltliv i adskillige år.
Det er en beslutning, som 3F-ledelsen er uenig i, lyder det i meddelelsen.
- Uklogt
- Vi synes ikke, det er klogt, men det er en lokal beslutning i den lokale afdeling. Vi må acceptere, at en lokalafdeling selv bestemmer, hvem de ansætter.
- Det er bestyrelserne i de lokale afdelinger, der vælger deres personale, og her har Storkøbenhavns medlemmer så valgt dette, lyder det i en samlet udtalelse fra forbundets ledelse i 3F.
3F Storkøbenhavn ønsker ikke at kommentere ansættelsen, siger lokalafdelingen til Ritzau.
Ifølge B.T. havde den forhenværende formand i en årrække haft flere sideløbende forhold til fire kvinder.
Kvinder kendte ikke til hinanden
Kvinderne havde ikke kendskab til de andre forhold og kunne fortælle om et dobbeltliv, som indebar to bopæle og to sæt bonusbørn.
Den øvrige ledelse i 3F endte med at trække støtten til Per Christensen. Næstformanden, Tina Christensen, begrundede det med, at det i den pågældende situation ikke var muligt at adskille privatliv og arbejdsliv.
- Måske var det engang sådan, at man kunne skille privatliv og arbejdsliv, når man var en fremtrædende figur. Det kan man ikke, når det vedrører forhold af en karakter som i den aktuelle situation lød det fra næstformand Tina Christensen tilbage i januar.