Fyrer 20 for chikane
Selskab bag "Candy Crush" og "Call of Duty" er i årevis blevet beskyldt for at have dårligt arbejdsmiljø
Den populære amerikanske spiludvikler Activision Blizzard har fyret 20 medarbejdere efter flere anklager om chikane.
Det skriver avisen Financial Times tirsdag.
Avisen citerer et brev, som virksomheden har sendt ud til sine ansatte.
Ifølge Financial Times har spilfirmaet også planer om at udvide sin HR-afdeling. Det skal blandt andet hjælpe med at sikre "en mere ansvarlig arbejdsplads", lyder det.
Activision Blizzard står blandt andet bag de populære spilserier "Call of Duty", "Candy Crush" og "World of Warcraft".
Ikke rettet problemer
I september oplyste selskabet, at det havde indgået et forlig med det amerikanske ligestillingstilsyn (EEOC) efter flere sager om sexchikane og diskrimination i flere af Activisions afdelinger.
EEOC havde på det tidspunkt efterforsket beskyldninger om sexchikane, diskrimination og trusler om repressalier hos selskabet igennem en tre år lang periode.
Tilsynet fandt i den forbindelse, at Activision ikke havde formået at rette om på problemerne og indføre tiltag, så sådanne sager ikke skulle gentage sig.
Opfordrer til boycut
Det fremgår af et sagsdokument indgivet ved en distriktsdomstol i Californien.
Activision Blizzard sagde også i sidste måned, at selskabet fortsat vil arbejde med tilsynsmyndighederne for at få løst de klager, som spiludvikleren har modtaget fra flere ansatte.
Medarbejdere hos Activision har tidligere opfordret forbrugere til at boykotte spiltitler som "Candy Crush" i kølvandet på afsløringerne.
I september nedlagde flere ansatte også arbejdet i protest.