Nogle står måske op til snedække juleaftensdag – nogen gør nok ikke

Hvid jul bliver det næsten med garanti ikke, men vejret den 23. december 2018 får alligevel plantet noget snedække, som måske - måske ikke bliver liggende til den 24.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi kan nok som forventet godt afskrive den hvide jul. Som et plaster på såret er der dog nogle i Danmark, der kan være så velsignede at stå op til hvidt underlag på selve juleaftensdag.

Glæden bliver dog kort, for en tiltagende vind sørger for, at temperaturen stiger, og så smelter den smule sne, der måtte være tilbage altså først for alvor. Derfor tør Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) godt sige, at heller ikke nordjydernes jul bliver hvid.

– Det snedække, der allerede må være i Nordjylland – eller det der kommer andetsteds i løbet af søndag – smelter, som dagen skrider frem. Vinden frisker op fra nordvest, og det gør, at temperaturen stiger, så sneen smelter. Samtidig bliver juleaftensdag præget af tørt vejr med lidt eller nogen sol, siger han til Newsbreak.dk lillejuleaftensdag.

Nedbør præger vejret den 23. december 2018

Dan Nilsvall nævner nedbør som sne, der kommer i løbet af søndag. Det er i dag. Helt konkret drejer det sig om, at der faktisk i stort set hele landet er nedbør søndag morgen.

– Mange steder er det byger. Især i de syd-sydvestlige egne, men i Himmerland og den vestlige del af Limfjorden kan det falde som slud eller sne. Altså hvidt nedbør, siger han.

Det bliver desuden fem til seks grader til plussiden søndag, hvor det bliver varmest, og det er så syd-sydvest. Af samme grund får de byger i stedet for sne. Den sne, der kommer, vil dog med størst sandsynlighed være tøsne.

Bidende kold nat

Et lavtryk passerer i øjeblikket Danmark, og det får vi i den grad at mærke natten til juleaftensdag. Det bliver nemlig en tænderskærende oplevelse, fremgår det af DMIs femdøgnsprognose.

– Det er kold luft, der strømmer ned fra bagsiden af det her lavtryk, når der passerer, siger Nilsvall.

Samtidig bliver det en klar nat flere stedet, og det holder også tørt. Kombinationen af kold luft og klart vejr er en iskold cocktail. Der er nemlig ingen skyer til at holde på varmen. Så ifølge meteorologen kan vi godt forvente en nat mellem den 23. og den 24. december med temperaturer helt ned til seks frostgrader. Tak spids – og glædelig jul.

Powered by Labrador CMS