Verdens bedste kvindelige tennisspiller faldt lørdag sammen i Wimbledons tredje runde.
21-årige Iga Swiatek tabte således 4-6, 2-6 til verdens nummer 37, franske Alizé Cornet, der kun én gang tidligere har været længere i en grand slam-turnering. Det var i årets Australian Open, hvor hun nåede kvartfinalerne.
Hele 33 uprovokerede fejl lavede Swiatek på sin vej til sit første nederlag siden februar.
Swiatek havde vundet 37 kampe i træk inden opgøret og topper som resultat suverænt verdensranglisten, men det var ikke til at se lørdag.
32-årige Cornet brød polakken i et tæt første parti og brød igen til 3-0. Swiatek brød tilbage til 1-3, men herefter kørte Cornet første sæt hjem via gode servepartier.
Swiatek svarede tilbage i andet sæt og bragte sig på 2-0, inden Cornet brød tilbage efter et tæt parti, hvilket virkede til at knække verdensetteren totalt.
Hun havde således ikke meget modstand tilbage i sig og tabte kampen efter kun godt halvanden times spil.
Alizé Cornet skal i fjerde runde op mod Ajla Tomljanović, der lørdag slog den tidligere French Open-vinder Barbora Krejčíková i tre sæt.
Ude af turneringen er også den tabende finalist fra årets French Open, amerikanske Coco Gauff, der tabte til landsmandinden Amanda Anisimova i tre sæt.
Anisimova møder i fjerde runde franske Harmony Tan, der sendte Serena Williams ud i første runde og lørdag slog den britiske wild card-spiller Katie Boulter.
Fjerdeseedede Paula Badosa slog lørdag den dobbelte tidligere Wimbledon-mester Petra Kvitova og møder nu 2019-vinderen, Simona Halep.
Netop mødet mellem Halep og Badosa er det eneste af otte opgør i kvindernes fjerde runde, hvor begge spillere levede op til deres seedninger i turneringen.
Badosa er seedet som nummer fire, og Halep er seedet som nummer 16.
Ud over de to har blot to andre spillere levet op til deres seedninger i top-16. Det er tredjeseedede Ons Jabeur samt Jelena Ostapenko, der er seedet som 12’er.
/ritzau/