Udland

Ecuadors regering sænker benzinprisen for at ende protester

Oprindelige folk og regeringen i Ecuador har indgået en aftale for at afslutte 17 dages dødelige protester.

Ecuadors regering og ledere af indfødte befolkningsgrupper i landet er torsdag nået til enighed om at afslutte over to ugers protester mod præsident Guillermo Lassos sociale og økonomiske politik.

– Vi har opnået det, vi alle stræber efter: Fred i vores land, skriver Lasso på Twitter.

Protesterne, som brød ud 13. juni, har ifølge de indfødtes ledere kostet mindst otte mennesker livet.

De landsdækkende protester har været ledet af gruppen Conaie, der er en paraplyorganisation for forskellige oprindelige folk i Ecuador.

Demonstranterne har krævet blandt andet grænser for yderligere udvidelser af mine- og olieindustrien samt lavere priser på brændstof.

Som en del af aftalen er regeringen gået med til at sænke prisen på både benzin og diesel med yderligere fem cent – 0,36 kroner – per gallon, hvilket svarer til knap 3,8 liter.

Tidligere er brændstofprisen i Ecuador blevet sænket med ti cent per gallon.

Den samlede prisnedsættelse på 15 cent på benzin og diesel vil koste omkring 340 millioner dollar – godt 2,4 milliarder kroner – om året, oplyser Ecuadors finansministerium.

Præsident Guillermo Lasso har også tilbudt at ophæve et dekret omhandlende olieprojekter og reformere et lignende dekret for mineprojekter.

Det vil betyde, at lokalsamfundene vil have ret til at blive konsulteret om nye projekter.

Demonstranter har under protesterne beskyldt politiet for vold og overdreven brug af magt. Samtidig har regeringen meldt om adskillige sikkerhedsstyrker, som er blevet såret i sammenstød med demonstranter.

Desuden blev en soldat dræbt under et angreb på en konvoj, der transporterede brændstof til Ecuadors største oliefelt.

Demonstrationerne fik i midten af juni præsidenten til at indføre nødretstilstand i tre af landets provinser. Nødretstilstanden blev senere udvidet til seks provinser i alt.

Foruden tab af menneskeliv har protesterne ført til mangel på mad og medicin i Ecuador samt i høj grad påvirket olieindustrien, som er landets vigtigste indtægtskilde.

/ritzau/Reuters

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker