E. Jean Carroll søger igen erstatning efter nye Trump-hån
Efter sin dom for seksuelt overgreb og æreskrænkelse af E. Jean Carroll fortsatte Donald Trump med sin hån.
E. Jean Carroll søger på ny erstatning fra den tidligere amerikanske præsident Donald Trump efter hans offentlige forhånelse dagen efter sin dom for seksuelt overgreb og æreskrænkelse af forfatteren.
Det skriver avisen The New York Times.
I det nye søgsmål søger E. Jean Carroll erstatning for mindst ti millioner dollar yderligere ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mandag blev papirerne indleveret ved retten i Manhattan i New York City.
Donald Trump skulle som følge af kendelse betale E. Jean Carroll i alt fem millioner dollar i erstatning. Det svarer til 34 millioner kroner.
Dagen efter kendelsen stillede Donald Trump op til et interview på mediet CNN, hvor han gentog mange af de ting, han tidligere har sagt.
Han kaldte Carrolls beretning for “falsk” og “opdigtet”.
Donald Trump har anket afgørelsen.
E. Jean Carroll havde lagt sag an mod den tidligere præsident, hvor hun beskylder ham for at have voldtaget hende i 1995 eller 1996 og derefter ærekrænke hende ved at nægte, at det er sket.
Nævningetinget afviste dog Carrolls anklage om, at Trump havde voldtaget hende.
Til trods for et gammelt billede af de to sammen, gentog han også, at han aldrig havde mødt hende og kaldte hende skør og retssagen for svindel.
Mandagens søgsmål hævder, at Trumps udtalelser efter kendelsen “viser dybden af hans ondskab mod Carroll”, skriver The New York Times.
– Adfærden understøtter en betydelig erstatning til fordel for Carroll for at straffe Trump og afskrække ham fra yderligere æreskrænkelser, lyder det i søgsmålet ifølge avisen.
Carrolls advokat, Roberta A. Kaplan, sagde mandag, at Trumps kommentarer dagen efter dommen gør det vigtigt at forfølge en ny erstatningssag.
– Det håner nævningetingets kendelse og vores retssystem, hvis han bare kan fortsætte med at gentage de samme æreskrænkende udtalelser, sagde hun ifølge The New York Times.
/ritzau/