Drabsoffer ringede selv 112 – døde seks dage senere
En 23-årig mand er onsdag idømt 12 års fængsel i drabssag fra Aalborgs natteliv. En anden blev dømt for vold.
Trods dødelige skader på hjertet fra et knivstik i brystkassen var en 27-årig mand så længe ved bevidsthed, at han selv kunne ringe efter en ambulance efter et knivdrama i Aalborgs natteliv den 12. november 2021.
Forløbet skulle en lille uge senere vise sig at få en tragisk slutning, da den 27-årige afgik ved døden. Et drab, som 23-årige Thomas Langgaard Larsen onsdag er blevet idømt 12 års fængsel for.
Dommen er faldet ved Retten i Aalborg, hvor en anden mand også var tiltalt for drab. Han blev imidlertid frifundet, men blev dog dømt for at have været med til at udøve grov vold mod den 27-årige. Det kostede en dom på ni måneders fængsel.
Knivstikkeriet skete i forlængelse af et sammenstød mellem den 27-årig og de to tiltalte. Klokken 04.30 natten til 12. november 2021 ventede gerningsmændene på deres offer uden for Zwei Grosse Bier Bar i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Ved et Q-Park-parkeringshus nærved kulminerede sammenstødet, da den 27-årige blev væltet omkuld og sparket, og Thomas Langgaard Larsen var bevæbnet med en kniv, som han stak i brystet på offeret.
Anklagemyndigheden ville have gjort den anden tiltalte ansvarlig for knivstikkeriet, men et flertal blandt dommere og nævninger mente altså ikke, at der var grundlag for det.
De dømte ham i stedet for at have sparket offeret et par gange i hovedet, mens han lå på jorden.
Den 27-årige formåede selv at ringe efter hjælp. Men under samtalen med alarmcentralen mistede han bevidstheden. Han fik hjertestop, men blev efterfølgende genoplivet på Aalborg Universitetshospital.
Men mandens hjerne havde taget skade af at mangle ilt i den tid, hvor hjertet ikke pumpede blod rundt i hans krop. Og efter knap en uge – den 18. november – afgik den 27-årige ved døden på sygehuset.
Ud over fængselsstraffen på 12 år blev Langgaard Larsen dømt til at betale en erstatning på 100.000 kroner til den dræbtes søn. Også den dræbtes mor blev tilkendt en erstatning – her lyder beløbet på 109.289 kroner og 50 øre.
Retten i Aalborg oplyser, at begge dømte i forbindelse med domsafsigelsen tilkendegav, at de ville modtage dommen – de vil med andre ord ikke anke til landsretten.
Anklagemyndigheden har imidlertid også mulighed for at anke. Det kan navnlig vise sig at være relevant i forhold til den 24-årige, som blev frifundet for drab.
Tre af sagen seks nævninger stemte nemlig for, at selv om der skulle ske frifindelse for drabsanklagen, så skulle der dømmes for vold med døden til følge. Men de tre nævninger var i mindretal, og der blev derfor alene dømt for grov vold.
/ritzau/