Forbrug

Dit barns bankkonto kan bruges af kriminelle: Her er faresignalerne

Ved at hjælpe de forkerte med at hæve kontanter kan du eller dit barn ende med at få en plet på straffeattesten for hvidvask, siger forbrugerøkonom.

Unge og ofte uvidende personer har stillet deres bankkonti til rådighed til hvidvask af penge, der er tilegnet på ulovlig vis. De kaldes for økonomiske muldyr, fordi de flytter rundt på ulovlige penge.

Det kom frem for nylig, efter at politiet i en stor landsdækkende operation anholdt 135 personer, der har medvirket til at hvidvaske penge, som svindlere har franarret ældre for.

Politiinspektør Torben Svarrer fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udtalte i den forbindelse, at det virker meget organiseret:

– De her muldyr er ofte nogle, som er lidt naive. Andre er fuldt vidende om det, de gør, sagde han.

Både du og dit barn kan undgå at falde i den samme fælde ved at følge enkelte gode råd. Det siger forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.

– Det er en stigende tendens, og vi har set børn helt ned til 13 år og voksne, der er blevet lokket til at agere muldyr, siger hun og tilføjer:

– Mange er uvidende. De fleste ved dog godt, at de gør noget, som ikke er helt efter bogen. Men de er ikke klædt tilstrækkeligt på til at kende konsekvenserne.

Hvis du har børn eller børnebørn, kan det derfor være en god idé at tage snakken med dem, så de kender faresignalerne og forstår konsekvenserne.

Når penge skifter hænder, bliver det sværere at følge pengesporet. Derfor lokkes andre til at stille deres konti til rådighed, så de kriminelle bagmænd kan sløre de økonomiske spor fra en kriminel handling.

Og ejeren af bankkontoen risikerer en plet på straffeattesten og fængselsstraf.

Ifølge politiet er et typisk scenarie, at helt fremmede eller bekendte kontakter dig på sociale medier og beder om din hjælp mod betaling.

Den kriminelle overfører penge til din bankkonto, og du skal overføre pengene videre til en anden konto eller hæve dem som kontanter til den kriminelle.

Det kan også være, at kriminelle kontakter dig i nattelivet eller et butikscenter og spørger, om du kan hæve kontanter til dem, fordi de har glemt deres betalingskort. Og du får så beløbet overført gennem MobilePay.

– Vi har en høj grad af tillid til hinanden i Danmark, og det er jo som udgangspunkt positivt. Men vi er nødt til at være meget mere skeptiske, hvis nogen spørger om hjælp med overførsler og andre pengeforhold, siger Ida Marie Moesby.

Helt konkret skal du aldrig lade andre bruge din bankkonto til at overføre, indsætte eller hæve penge. Det kan virke uskyldigt, og du vil måske gerne gøre en god gerning, men det skal du undgå.

Ida Marie Moesby peger på, at der kan være flere årsager til, at de unge bliver muldyr. De kan være hjælpsomme eller føle sig fristet til at tjene hurtige penge. Men der kan også være sårbare unge, der bliver opsøgt af andre unge, som de ser op til.

Den næste advarsel har vi hørt mange gange før, men erfaring har vist, at den ikke kan gentages nok.

Del aldrig din kode til MitID og dine personlige oplysninger med andre. Det gælder både fremmede og folk, som du kender. Myndigheder og banker vil aldrig bede dig udlevere de oplysninger.

/ritzau fokus/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker