DeSantis lover at støtte bitcoin og give FBI-direktør sparket
I et interview med Fox News fortæller Ron DeSantis om nogle af de ting, han vil gøre, hvis han vinder valget.
Kort tid efter at han officielt har meddelt sit kandidatur i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, giver Florida-guvernør Ron DeSantis interview til den konservative tv-station Fox News.
Her fremlægger han flere konkrete bud på, hvad han har tænkt sig at gøre, hvis kan skulle gå hen og vinde den republikanske nominering og efterfølgende præsidentvalget den 5. november 2024.
Blandt andet vil han give FBI-direktør Christopher Wray sparket, fortæller han.
Wray blev udpeget af den tidligere republikanske præsident Donald Trump i 2017. Han fik dog selv samme Trumps vrede at mærke, da han ikke ville bakke op om hans påstande om svindel ved valget i 2020.
Direktører for FBI udpeges til en tiårig periode. Wray har dermed fire år tilbage.
Derudover siger DeSantis, at USA’s Centralbank bør fokusere på at opretholde en stabil dollar i stedet for at være den “økonomiske centrale planlægger”.
– Vi har brug for en centralbank, som vil fokusere på at opretholde en stabil dollar. Den bør ikke bære den økonomiske centrale planlægger for vores land.
– Den er ikke ansvarlig eller valgt af nogen, og alligevel har dens printning af pengesedler skubbet os ud i dette, siger han til Fox News under en diskussion om inflation.
I samme interview siger Ron DeSantis, at han lover at støtte folks ret til at handle med digitale valutaer såsom bitcoin. Han understreger dog, at han er imod etableringen af en digital centralbankvaluta.
Den 44-årige guvernør offentliggjorde sit kandidatur i en kampagnevideo på Twitter kort efter midnat torsdag dansk tid.
Kort tid efter uddybede han flere af sine planer under et live-event på det sociale medie.
Her fortalte han blandt andet, at han har i sinde at bygge en grænsemur til Mexico, hvilket i sin tid også var et af Trumps helt store valgløfter.
– Allerede på dag ét vil vi erklære en national nødretstilstand. Vi vil bygge en grænsemur. Vi vil sørge for, at migranterne forbliver i Mexico. Og vi er virkelig nødt til at holde de mexicanske narkokarteller ansvarlige, fordi de er skyld i en stor del af migrationen, sagde han.
Som en del af sin valgkampagne ventes Ron DeSantis i næste uge at aflægge en række vigtige delstater et besøg.
/ritzau/Reuters