Indland

Der er 28.883 nye positive coronaprøver

Professor og overlæge Kasper Karmark Iversen mener, at smittekurven med coronavirus er knækket.

Det seneste døgn er der registreret 28.883 nye bekræftede tilfælde med corona i Danmark.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) mandag.

Ud af de 28.883 tilfælde er 1477 reinfektioner. En reinfektion er et tilfælde, hvor en person tidligere har fået et positivt svar fra en PCR-test.

Kasper Karmark Iversen, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital, mener, at smittekurven med coronavirus er knækket.

– Jeg synes, at vi stille og roligt ser et fald i antallet af smittede.

– Det er også forventeligt. Vi er ved at have så stor immunitet, at vi kan forvente, at smitten stille og roligt vil falde, siger han.

Han mener, at det især er immuniteten blandt befolkningen, der gør at smittekurven er ved at være knækket.

– Der er så mange, der er immune i Danmark nu, så der er dårligere vilkår for virus. Der er længere imellem dem, der er smitbare, siger han.

De 28.883 tilfælde er fundet på baggrund af 89.541 PCR-prøver.

Det vil sige, at omkring 32 procent af de foretagne prøver har været positive for corona.

På hospitalerne er der mandag 1717 patienter indlagt med corona. Det er en stigning på 130 personer i forhold til søndag og en ny rekord for epidemien.

Antallet af indlagte er steget de seneste fem dage.

Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af corona, da der kan være andre årsager til indlæggelsen.

Ud af de 1717 patienter er 44 indlagt på intensiv. Ud af de 44 på intensiv er der 17, der får hjælp af en respirator.

Kasper Karmark fortæller, at situationen på hospitalerne i Region Hovedstaden er fornuftig, selv om der er mange indlagte, der er testede positive for coronavirus.

Der er registreret yderligere 29 coronarelaterede dødsfald. Corona er ikke nødvendigvis dødsårsagen.

Seruminstituttet har tidligere estimeret, at omkring en tredjedel af dødsfaldene skyldes andre årsager end covid-19.

/ritzau/

Back to top button