USA’s økonomi voksede i fjerde kvartal 2022 med 2,9 procent på årsbasis.
Det oplyser det amerikanske handelsministerium torsdag.
Det er lidt mere, end hvad økonomer på forhånd havde forventet.
Det er dog lidt lavere end i tredje kvartal, hvor økonomien voksede med 3,2 procent.
Dansk Industri vurderer, at amerikansk økonomi generelt slutter året stærkt.
– Der var mere fart på amerikansk økonomi i fjerde kvartal end ventet. Amerikansk økonomi slutter 2022 stærkt af.
– 2022 startede med tilbagegang i både første og andet kvartal, men der var ganske pæn vækst i anden halvdel af året, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig udtalelse.
Set over hele 2022 voksede amerikansk økonomi med 2,1 procent. Det er lavere end stigningen i 2021, skriver nyhedsbureauet AFP.
Alligevel mener også Dansk Erhverv, at torsdagens tal er gode. Det skriver seniorøkonom Kristian Skriver i en analyse.
– Det er fremragende nyt, at USA’s økonomi har pæn vækst. Amerikansk økonomi er kommet utrolig flot igen i andet halvår af 2022, mens også inflationen er aftaget. Det øger håbet for en blød landing.
– Det er fremgang i det private forbrug, der bærer væksten i fjerde kvartal. I USA er inflationen aftaget siden toppen i juni sidste år. Den lavere inflation er god støtte til privatforbruget, som er den helt store vækstmotor i amerikansk økonomi, skriver Kristian Skriver.
Han tilføjer, at man i Danmark skal krydse fingre for, at USA, der er Danmarks største eksportmarked, undgår recession i 2023.
– En amerikansk økonomi i recession vil give genlyd herhjemme, fordi det vil lægge en dæmper på den amerikanske efterspørgsel efter danske varer og tjenester. USA i recession kan sende den danske eksport i bakgear og koste danske arbejdspladser, skriver Dansk Erhvervs seniorøkonom.
/ritzau/